
Aktiviteter
I foreningen Hjemmebørn har vi et bred udvalg af faste aktiviteter og sæsonarrangementer i løbet af året.
Tjek ugedage og lokationer for vores faste aktiviteter i kalenderen her. Ellers læs videre for uddybning af de enkelte aktiviteter.
Fælles for alle dage gælder, at vi holder åbent fra kl. 9.30-14 og samling afholdes kl. 10.
Spring & motorik
I springhallen er der rig mulighed for at udfordre børnenes grovmotorik igennem legende aktiviteter. Dette sker ved bevægelseslege, trampoliner, forhindringsbaner, hockey mm.
Vi låner Gymnastikforeningen SPD's springhaller i Sportscentret på Århusbakken. Se regler for springhal her.
Legestue
Tirsdag og torsdag afholdes der legestue, hvor der altid vil være en planlagt aktivitet, som giver mulighed for et fælles grundlag for den efterfølgende frie leg. Aktiviteterne har skiftevis fokus på kreativitet, leg og læring.
Se regler for legestue her.
Naturdag
I sommerhalvåret afholder vi naturdage, hvor der er rig mulighed for bevægelse, frisk luft, samt at fordybe sig i den frie leg med naturens materialer. Her vil der ofte blive lavet mad på bålet eller badet i søen, når vejret er til det.
Vi mødes som udgangspunkt ved De Små Fisk i Sejs. Lokationen kan dog variere.
Musik & rytmik
Thomas Ousager afholder musik og rytmik forløb for os i vinterhalvåret. Her er vi delt i to hold, således at aktiviteterne tilpasses børnenes niveau.
Kl. 10-10.45: 0-3 årige
Kl. 11-11.45: 4+ årige
Efterfølgende vil der være åbent for fri leg.
Har du søskende i flere aldersgrupper, er du velkommen til at deltage på begge hold. Aldersopdelingen er således kun vejledende.
Læs mere om Thomas her.
Storbørnslegestue +4 år
En gang om måneden afholdes der en særskilt dag målrettet de +4årige. Aktiviteterne varierer fra gang til gang, og har blandt andet budt på fisketur, båldag, PLUS-PLUS-dag og motoriklegedag. Søskende er altid velkomne, dog vil aktiviteterne tilpasses de større børn.
Se regler for legestue her.
Særarrangementer
Der vil løbende blive afholdt arrangementer udenfor de faste aktiviteter. Alle arrangementer lægges op som begivenheder i Facebook gruppen.
Ikke-medlemmer kan følge med på instagram her, for at se et udpluk af de arrangementer foreningen har afholdt.
Fester
I Hjemmebørn afholdes fire årlige fester (fastelavn-, sommer-, halloween- og julefest) som en fast del af vores årshjul. Disse fester er inkluderet i kontingentet.
Foreningens festudvalg er altid velkommen til at planlægge øvrige fester i årets løb, hvor der muligvis opkræves egenbetaling alt efter arrangementets størrelse.
Del dine idéer med os!
Har du en idé til en aktivitet eller et arrangement? Eller ønsker du måske at dele en fælles oplevelse med de andre medlemmer: fx gratis adgang til museum, teater eller lignende? Så send os gerne en besked eller opret selv en begivenhed i Facebook-gruppen, hvis du ønsker selv at stå for afviklingen heraf.